Om mig

Jeg hedder Jan Aakjær.

Jeg er oprindeligt uddannet socialpædagog og har erfaringer fra en del forskellige jobs og uddannelser. Som socialpædagog har jeg arbejdet med belastede børn og unge og deres familier – sidst som afdelingsleder for en specialafdeling for børn med ADHD.

Min første uddannelse som terapeut tog jeg i 1994 på Kempler instituttet, og siden har jeg arbejdet med terapi og personlig udvikling på mange måder. Siden 2005 har jeg arbejdet på fuld tid som psykoterapeut. Gennem disse år har jeg fået en solid erfaring med individuel og gruppeterapi, og jeg har samtidigt fungeret som personaletræner og supervisor – individuelt og i grupper.

I terapirummet hos mig er der plads både til grin og tårer, og det er især vigtigt for mig, at du føler dig tryg. Jeg lægger stor vægt på at udvikle en god kontakt mellem os. Det er vigtigt for mig, at det er dig, som er eksperten – på dig. Når vi taler sammen, er jeg ikke foran dig og sidder ikke med alle svarene. I stedet følges vi ad og er sammen engagerede i det, som dukker op i samtalen.

Jeg tror fuldt og fast på, at alle mennesker gør deres bedste for at lykkes. Mit grundlæggende menneskesyn er, at vi alle er født lige meget værd og er uendeligt værdifulde. Når vi to taler med hinanden, så er det som to ligeværdige mennesker, du med viden om dig og dit liv, jeg med indsigt i den menneskelige psykologi og med min terapeutiske erfaring. Sammen kan vi være nysgerrige på, hvad der står i vejen for, at du kan være i verden på den måde, du ønsker, og forhåbentlig få øje på nye muligheder og veje at gå.

Medlem af dansk psykoterapeut forening

Kurser og uddannelser:

  • Studentereksamen – ved Haderslev Katedralskole 1977
  • Studium – ved Odense universitet i Nordisk sprog og litteratur i perioden fra september 1978 til oktober 1981
  • Uddannelse som socialpædagog på seminarierne i Odense og Haderslev fra sep.84 til jun. 1987
  • 1 årig Basisuddannelse på “Kemplerinstituttet” i perioden 1993-94
  • 1 årig Basisuddannelse ved Institut for gestaltterapianalyse 1999 – 2000
  • 1 årig Basis II kursus ved Institut for gestaltanalyse 2000-2001
  • 2 årig uddannelse til individual terapeut i krop/gestaltterapi ved institut for gestaltanalyse 2001-2003
  • 2½ årig uddannelse som gruppeterapeut ved Institut for gestaltanalyse 2003-2006
  • 1 årig tværfagligt kursus i kognitiv misbrugsbehandling ved Kognitiv terapicenter Århus 2006-2007
  • Uddannelse som NADA-instruktør i alt tre kurser 2008 (24 lektioner),2009 (30 lektioner) og 2011 (14 lektioner)
  • 1 årig uddannelse som mindfulness-instruktør ved ID-academy 2013-2014
  • 1-årig uddannelse i hypnoterapi ved europæisk certificeret hypnoterapeut Lone Kærvang 2022
  • I 2007 har jeg taget en diplomuddannelse i Schemafokuseret terapi, og siden 2007 har jeg deltaget i uddannelse, kurser og har modtaget løbende supervision i Schemafokuseret terapi. Siden 2011 har det været den primære teoretiske ramme om mit terapeutiske arbejde.
  • Jeg holder mig løbende orienteret indenfor retninger som kan supplere metoderne i Schematerapi bla. gennem kurser i ACT, mentaliseringsfokuseret terapi og compassionfokuseret terapi.